Aktivitet

Den fynske Stenklub

Referat fra Arrangement - Åbent hus i Davinde Stenmuseum, inkl. Salg og Bytte arrangement
11-08-2019

Fyns første markedsdag kun for sten er overstået.

Stenmarked skød langt over målet - på den gode måde

Søndagens salgs- og byttemøde ved Davinde Stenmuseum blev en stensikker succes. Arrangørerne fra Den Fynske Stenklub havde sat et succeskriterium på 200 gæster, men da dagen var omme, var tælleren nået op på mellem 300 og 350 besøgende i markedsteltet - ikke noget at sige til at de tælle-ansvarlige mistede overblikket et par gange.

Fra museumsguiderne meldes det at 300 kiggede indenfor i museet, heraf 60 børn.

Vejret viste sig at være noget nær perfekt - tørt og solrigt, men så blæsende at folk foretrak at finde alternativer til badestranden. Og selv om det blafrede noget videre i teltdugen, blev alt på sin plads.

Der var stor interesse for at prøve stenslibning hos Odense Ny Stenklub, og formand Flemming Lauersen kunne fortælle at klubben fik en lille håndfuld tilmeldinger til efterårssæsonens stenslibekursus på Næsby Skole.

En anden god nyhed var at Davinde Stenmuseums egen bod i markedsteltet fik næsten udsolgt. Museets frivillige solgte bøger, hæfter, plakater og sten, og det gav et overskud, som går til næste års stenmarked.

Også de klubmedlemmer, der solgte ud af egne ting, var godt tilfredse med dagen. Der blev solgt sten til pynt, til samling og til videreforarbejdning, flotte sølvsmykker med og uden sten, og endda udstillingsmontrer til fremvisning af stensamlingen.

Planlægningen af næste års salgs- og byttemøde for stenvenner er allerede startet, men inden da kan man møde Den Fynske Stenklub ved Fjordens Dag (aktivitetssted Klintebjerg) d. 8. september, ved Geologiens Dag (Davinde Stenmuseum) d. 22. september og ved Fyns Sten- og Smykkemesse (Aarup Hallen) d. 3. november.

Christel